Burgerkæmpe skovlede penge ind trods corona: Måtte omstille forretningen kraftigt

0



Det kan godt være, at coronakrisens nedlukninger i 2020 ramte store dele af restaurationsbranchen som en brutal hammer, men det betyder ikke, at danskernes appetit på eksempelvis burgere forsvandt.

Det fik man at mærke hos McDonald’s, hvor den internationale burgermaskine tromlede videre, selvom kæden i både forår og efterår blev ramt af coronaforbud mod at have spisende kunder i restauranterne.

Det viser regnskabet for Food Folk Danmark Aps, som er den danske afdeling af McDonald’s, samt data, som McDonald’s har givet B.T. indsigt i.

Her fremgår det, at de 90 McDonald’s-restauranter i Danmark solgte burgere, pomfritter og sodavand i så stort omfang, at 2020 endte med en samlet omsætning på knap 2,7 milliarder kroner, oplyser McDonald’s til B.T.

Det var en fremgang på 2,2 procent i forhold til 2019 og et tal, som betyder, at McDonald’s solgte fastfood for knap 7,4 millioner kroner om dagen.

Selv oplyser McDonald’s, at de havde cirka 200.000 danske kunder om dagen i 2020, hvilket svarer til svimlende 73 millioner besøg i alt.

Det er tal, McDonald’s erklærer sig stolte, ydmyge og taknemmelige for i en kommentar til B.T.

Det har nemlig krævet en del af medarbejderne at nå det resultat. Ikke mindst en omstilling af forretningen på grund af coronarestriktioner.

Der blev solgt markant flere Happy Meals i 2020
Foto: KAREN BLEIER

Vis mere

»Hvor under halvdelen af salget i vores restauranter gik gennem Drive Thru før, har Drive Thru i gennemsnit udgjort 70 procent af salget i 2020. Det har stillet store krav til franchisetagerne og deres medarbejdere, men de har formået at omstille driften på imponerende vis,« lyder det i en kommentar fra Mads Friis, administrerende direktør for Food Folk Danmark ApS.

En af de grupper i samfundet, der for alvor fandt vej til McDonald’s trods coronakrise, var børnefamilierne.

»Vi har haft en væsentlig større andel af besøg fra familier med børn, hvilket vi kan spore i salget af Happy Meals igennem Drive Thru. Det tyder på, at vi har spillet en positiv rolle i de danske familiers liv under epidemien,« skriver Mads Friis til B.T.

Hvilken af disse McDonald’s-klassikere kan du bedst lide?

Det samlede overskud for alle McDonald’s-restauranterne i Danmark kan McDonald’s ikke oplyse, men det lyder, at der har været store forskelle fra restaurant til restaurant, og det i sær er de restauranter, der har mulighed for Drive Thru, som har klaret sig godt.

Til gengæld giver regnskabet fra Food Folk Danmark Aps en idé om resultatet.

I det regnskab kommer omsætningen ind via de franchisetagere, der driver restauranterne rundt i landet.

I 2020 lød omsætningen i Food Folk Danmark Aps på 482,4 millioner kroner mod 457 millioner kroner i 2019.

Overskuddet i 2020 lød på 114 millioner kroner.

McDonald’s har 90 restauranter i Danmark, som drives af 22 forskellige franchisetagere.

Der er i alt 5.500 medarbejdere ansat i fastfoodkæden i Danmark.



Kilde link

Leave A Reply

Your email address will not be published.