Drama i byggecenter: Chauffør faldt om med hjertestop

0



En lettisk lastbilchauffør kan takke tre medarbejdere i XL-Byg i Randers for, at han stadig er i live.

Fredag i sidste uge faldt han nemlig pludselig om med et hjertestop uden for butikken, skriver Randers Amtsavis.

»Jeg så pludselig manden ligge ved siden af sin lastbil. Han havde ikke ligget der længe, og jeg gik med det samme i gang med at give ham hjertemassage – efter at have konstateret, at han ikke trak vejret,« fortæller Klaus Drachmann fra XL-Byg til avisen.

Heldigvis er han brandmand i sin fritid og i stand til at yde førstehjælp.

To kolleger kom ilende med butikkens hjertestarter, og efter ganske få minutter var der kommet gang i chaufførens hjerte igen.

Da en af butikkens ansatte senere på dagen var forbi hjerteafdelingen i Skejby Sygehus med mandens telefon og personlige ejendele, var han ved ved fuld bevidsthed.

Han var tilsyneladende sluppet fra den ubehagelige oplevelse uden varige mén.

XL-Byg har haft hjertestarteren i 12 år, men dette var første gang, at den var i aktion.



Kilde link

Leave A Reply

Your email address will not be published.