Kvinde tiltalt: Mishandlede sine seks hunde

0



Hundene var afmagrede, boede i en mørklagt gang og vadede rundt i deres egen afføring.

En dansk kvinde skal fredag for Retten i Kolding, hvor hun er tiltalt for at have overtrådt dyreværnsloven.

Kvinden er tiltalt for at have behandlet sine hunde ‘groft uforsvarligt’, fremgår det af anklageskriftet. Det skriver JydskeVestkysten.

Kvindens seks hunde var alle stærkt eller ekstremt afmagrede, fordi de ikke blev fodret tilstrækkeligt.

Hundene på billedet stammer fra en anden dyreværnssag. Arkivfoto.
Foto: Annelene Petersen

Vis mere

‘De blev huset på en sådan måde, at dens behov ikke blev tilgodeset, idet de primært opholdt sig i en mørk gang uden adgang til foder eller vand, og hvor der flere steder lå afføring og urin på gulvet, alt hvorved hundene var udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varige mén og væsentlig ulempe,’ står der ifølge JydskeVestkysten i anklageskriftet mod kvinden.

Fem af hundene var angiveligt heller ikke blevet mærket og registreret, inden de var otte uger gamle, hvilket er en overtrædelse af hundeloven.

Kvinden er ikke den eneste, der fredag skal møde ved Retten i Kolding tiltalt for at have overtrådt dyreværnsloven.

Det gælder også en 75-årig mand.

Han er indehaver af en hundepension og er tiltalt for at have udsat en hund af racen Jack Russel-terrier for uforsvarlig behandling og for at have undladt at behandle den omsorgsfuldt.

Han burde ifølge anklageskriftet have konsulteret en dyrlæge, da hunden havde behov for at blive tilset.

Den 75-årige mand burde ifølge anklageskriftet have indset, at hunden tydeligvis havde brug for hjælp, da hunden hverken kunne tage føde eller vand til sig.

Hunden havde endvidere tænder, som strittede ud af munden på den, og hunden havde det generelt dårligt.

Den medtagede hund blev efter opholdet på hundepensionen bragt til dyrlæge af sin ejer.

Her blev det ifølge JydskeVestkysten konstateret, at den var dehydreret og havde et brud på kæben. Hunden var i så skidt forfatning, at den blev aflivet.

Både kvinden og manden risikerer at blive straffet med bøde, hvis de bliver fundet skyldige.



Kilde link

Leave A Reply

Your email address will not be published.