Stig Tøfting til B.T.: Det skal kronprinsen ALDRIG gøre igen



Opmærksomme sjæle lagde mærke til, at kronprins Frederik bar et knæbind under showkampen på Ofelia Plads i København fredag.

Og nu kommer Stig Tøfting med et råd til Kronprinsen: Det skal du aldrig gøre igen!

»Man skal lade være med at spille med sådan noget. Man skal ikke spille med knæbind, det fik jeg at vide af min træner engang i Hamburg, for så viser du modstanderen, hvor du har ondt,« siger Stig Tøfting til B.T. efter showkampen.

Tøfting var glad for at møde kronprins Frederik på grønsværen.

»Det var da fint. Han gav den gas. Han går jo som altid meget op i det, han deltager i. Jeg ved godt, han er en sportsmand, og vi er stort set jævnaldrende,« sagde Tøfting.

Men han må også erkende, at Kronprinsen efterhånden er i bedre form end ham selv.

»Han har virket til i mange år at være i en bedre form end mig. Jeg har jo lagt mig en del ud gennem årene,« siger Stig Tøfting og griner.

Kronprins Frederik og Stig Tøfting på grønsværen.
Foto: Mads Claus Rasmussen

Vis mere

Det bestemt ikke første gang, at det danske fodboldikon møder Kronprinsen.

»Nu har jeg jo haft fornøjelsen af at være i hans selskab før – ikke i den her sammenhæng, men i forhold til at spille på landsholdet, og hvor hans familie nogle gange har været inde i omklædningsrummet, så jeg har jo været i selskab med ham før. Men vi var der jo ikke for at sparke hinanden ned, vi var der i en god sags tjeneste. Men man går jo op i det, når man spiller, så han gik jo til makronerne. Han kan godt tåle, at man går lidt til ham. Der var ikke noget piveri der,« siger Stig Tøfting.

Efterfølgende fik han også mulighed for at tale kort med Kronprinsen.

»Jeg fik da lige en sludder med ham bagefter, hvor vi sagde tak for kampen. Vi har en fantastisk kronprins, der er helt nede på jorden, og det, at han vil deltage i sådan noget her, er så fedt. Kig lige rundt i verden. Hvem kan bryste sig af det?« spørger Stig Tøfting retorisk.



Kilde link

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *